Bandbeskrivelser

The Pastels (SCO)

Før der var noget der hed Pop Revo, fandtes en liste med yndlingsbands, som det var den absolutte drøm for os at få til Aarhus. Det var vilde fantasier, som for de flestes vedkommende forekom decideret usandsynlige. I den absolutte top ende af denne liste var skotske The Pastels. Et band der sjældent spiller live og sjældent udgiver plader, men som ALTID gør tingene på deres egne betingelser, og som er et af de bands med mest personlighed og integritet, vi kan komme i tanke om. Siden starten af 80’erne har de været stilskabende for det som kendes som indie musik, og var et af de bands som NME inkluderede på det voldsomt indflydelsesrige “C86” bånd. Bandet har imidlertid selv altid taget afstand fra scener og betegnelser, fordi The Pastels i natur er uafhængige og selv vil sætte dagsordenen. The Pastels er et af de band der defineret den skotske musikscene sammen med bands som Teenage Fanclub, The Vaselines og Belle & Sebastian. Deres udgangspunkt er en legefuld tilgang med popmelodier der går lige i hjertet, og som er spillet ukunstlet direkte og upoleret og sidenhen har inspireret et hav af bands. På senere album har bandet bevaret det store pop hjerte, men nuanceret musikken, som til tider søger mod både elektronisk og jazz-lignende bølgelængder, men altid med deres eget øjeblikkeligt genkendelige udtryk. Næsten 15 års ventetid føles slet ikke som lang tid, når det er The Pastels man venter på!

Neil Hagerty & The Howling Hex (US)

Musikere som inkarnerer så meget badass coolness som Neil Hagerty, hænger ikke på træerne. Legenden startede i 80’erne med Pussy Galore, hvor han sammen med Jon Spencer (senere i Jon Spencer Blues Explosion) spillede den mest beskidte og sexet larmende rock, som du kan drille dine forældre og nabo med. Herefter skabte han lo-fi historie sammen med Jennifer Herrema i bandet Royal Trux op gennem 90´erne. Da parret gik hvert til sit, fortsatte Hagerty under eget navn og som The Howling Hex, med en række udgivelser på det kvalitetsbevidste indielabel Drag City (også hjem for Silver Jews, Will Oldham/ Bonnie Prince Billy, Joanna Newsom m.fl.). Med afsæt i blues, boogie, glam, soul og den generelt mere sleazy del af 70’erne, sådan som vi finder den hos f.eks T.Rex og Rolling Stones, udforsker og indgraverer Hagerty sit helt eget aftryk i rockhistorien.

Cavern Of Anti-Matter (UK)

Hvis du kender din indie historie, så vil navnet Tim Gane få et smil af glæde på dine læber. I 80´erne spillede han en central rolle i det største antikapitalistiske indiepop band gennem tiderne McCarthy. Herefter var han lyd arkitekt i Stereolab, der igennem 90’ erne og 00’erne udgave det ene mesterlige album efter det andet med eksperimenterende pop, der trak på minimalisme, tysk kraut, tidlig electronica blandet med easy listening, bossa nova og tyggegummipop. Ord yder det ikke retfærdighed nok, fordi i sig selv var Stereolab netop en eventyrlig udforskning med hele den elektroniske musikhistorie som laboratorium. Cavern of Anti-Matter føles som en naturlig udvikling, hvor Gane sammen med Holger Zapf og Joe Dilworth(som tidligere spillet sammen med Gane i Stereolab) skaber blændende pulserende musik. Debutalbummet “Void Beats/Invocation Trex” er netop udkommet og indeholder gæsteoptrædener fra fanboy Bradford Cox(Deerhunter, Atlas Sound), Sonic Boom og Jans St. Werner(Mouse on Mars).

LUH (UK)

“Lovers are warriors, LUH stands with all those that work for beauty, against the defeated cynicism of dead culture, all those that commit to the possibility of a better future in our lifetime, an idea that seems to have been long forgotten as this dystopian present has been culturally normalized.” - LUH

LUH står for Lost Under Heaven og er en duo bestående af Ellery James Roberts og Ebony Hoorn. Roberts var tidligere sanger i det mystiske band WU LYF, der bjergtog pressen i 2011. De nægtede give interviewer og kommunikerede gennem besynderlige symboler, for at gå i opløsning efter et rost album. Et album er sat til at udkomme i foråret, og de tre singeludspil tyder på et ligeså voldsomt og tungt lydbillede med skjulte pop perler i vævet.

Julien Baker (US)

På hendes debut “Sprained Ankle” lykkes 20-årige Julien Baker fra Memphis med at drage dig ind i et nøgent dirrende univers, der får dig til at gispe og med nervøst flakkende blik genert kigge i alle retninger, fordi disse minimalistiske og autobiografiske sange slår hårdt og intenst. Ligesom hos Liz Phair eller tidlige Cat Power rammer Baker noget hjerteskærende ægte, hvilket den lo-fi musikalske ramme passer perfekt til.

Day Wave (US)

Mere eller mindre et soloprojekt for Jackson Phillips, men som transformerer sig til et fuldt band til koncerter. Day Wave er et af de mest funklende håb inden for indiepop. Lyt til de solbeskinnede tilbagelænede groovy sange på den nyligt udkomne EP “Hard To Read”, og det vil næppe overraske, at Day Wave stammer fra Californien. Med et stænk af samme elektroniske chill som hos Washed Out og et snert af Real Estates længsel og bliss, er Day Wave til for dig, der elsker tidløs klassisk indiepop.

The Space Lady (US)

Vi tror på en uforglemmelig oplevelse, når Susan Dietrich Schneider aka The Space Lady besøger Pop Revo. Med baggrund i 60’ ernes hippiekultur eksperimenterede hun gennem 70’erne med elektronisk musik, men det var først i 80’erne hun skabte sig et navn, da hun optrådte som gademusikant med en Casio synthesizer iført en elektrisk hat med vinger. Kombinationen af den usædvanlige musik og optræden skabte øgenavnet “the space lady”, som Schneider adopterede som kunstnernavn. Efter at have trukket sig tilbage i 00'erne opstod der dels via bogen “Songs in the key of Z”, som omhandler outsider-musik og dels gennem optagelser, som deltes af entusiaster på internettet, stor interesse for The Space Lady. Det førte til det fascinerende og helt fantastiske debutalbum “The Space Lady’s Greatest Hits” udgivet i 2013, som indeholder en blanding af egne kompositioner og hendes berygtede cover-versioner. Et album som The Guardian har kåret som et af de 101 mest underlige album.

Kikagaku Moyo (JP)

Trænger du til et natural high? Så er den transcenderende musik, som dette japanske kollektiv laver, lige sagen. Med en EP og to fuldlængde-album har de begejstret fans af psykedelisk musik verden over. De blander elementer af Indisk raga, krautrock, traditionel folk og 70’er rock af den absolut mest syrede slags til en heksekedel af sonisk velbehag.

 

 

Seth Bogart (US)

Seth Bogart har rødder i den særlige del inden for punk/hardcore, der dyrker queercore, hvor homoseksualitet, biseksualitet og transkønnethed sættes i fokus. Her fokuseres ikke mindst på de sider af samfundet, der foragter og fordømmer sine medmennesker for deres seksualitet, og musikken bruges som et middel til at provokere og latterliggøre det etableret fordumsfulde samfund.

Bogart er et sandt forbillede, der startede som frontfigur i de punksnottede og super catchy Hunx and his Punx, som bl.a. turnerede med Jay Reatard. På hans første album i eget navn, der blev udgivet i februar, og modtog flotte 8.0 af Pitchfork, dyrker Bogart en mere festlig og cool DIY-electro, som vækker minder om ligesindede Kathleen Hanna(solo eller i Le Tigre), en kunstner som Bogart meget sigende også har samarbejdet med.

 

Mueran Humanos (ARG)

Der er noget uhyggeligt, nærmest iskoldt frygtindgydende over den argentinske duo Mueran Humanos. Lige fra navnet, der betyder ”Dø, mennesker!”, til de gåsehudsfremkaldende covers og artwork, som bandet omgiver sig med. Musikken bygger på hypnotiske, klinisk præcise synthesizers, der trækker klare referencer til den by, som de nu er bosat i, Berlin, og dens rige musikhistorie. Seneste album “Miseress” er da også produceret af Jochen Arbeit (Die Haut, Einstürzende Neubauten) og er et fascinerende møde mellem kølig industriel elektronik og Carmen Burguess’ og Tomas Nochteffs skiftende og samsyngende vokaler på spansk.

 

 

Housewives (UK)

Som mange vil vide, var London et ekstremt kunstnerisk eksplosivt sted i slutningen af halvfjerdserne med punk og den mere eksperimenterende efterfølger postpunk. Det er denne tradition, bysbørnene i Housewives bygger videre på. Men Housewives trækker også på den amerikanske pendant no wave (DNA, Teenage Jesus & The jerks m.fl.), samt komponister som Glenn Branca, Steve Reich og Philip Glass. Deres grænsesøgende musik har givet dem prominente fans som Thurston Moore (Sonic Youth) og Charles Hayward (This Heat), der har udtalt følgende om deres lyd: “a sort of monochromatic surliness slowly warms up to a barely controlled anger, hypnotic and building from the simplest elements”.

 

Useless Eaters (US)

Seth Sutton fra Useless Eaters har været en aktiv spiller på den amerikanske punkscene i årevis. Sutton er dog ikke så optaget af at lyde som punk, men mere at have en punk tilgang til musikken. Herigennem kreerer Sutton herligt larmede perler af støj. Den hyperproduktive Sutton samarbejdede med og udspringer fra samme scene som Jay Reatard, der kan siges at have rødder tilbage til bands som Oblivians og The Gories. Ligesom Reatard har Sutton også en kobling til Aarhus via vennerne i Cola Freaks.

 

 

Häxxan (ISR)

Voldsom og svedig in-your-face garage rock er måske ikke det du tænker på først, når tankerne falder på isralesk musik, men det er ikke desto mindre det, som Häxxan fra Tel Aviv spiller til perfektion. Bandet har udgivet et selvbetitlet album i 2014 med foruroligende fyldig rock, men de er især kendte for deres energiske og intense liveoptrædener, så gør dig klar til at blive blæst bagover!

 

 

Yung - performing “A Youthful Dream”

Det kvintessentielle Pop Revo band. Da Mikkel Silkjær spillede med Happy Hookers For Jesus på Pop Revo i 2012 mødte han Tobias Guldborg Tarp og Frederik Nybo Veile, begge fra Snaredrum, som også skulle spille. Et venskab opståede, og ud fra det opståede Yung. Fra at have været Silkjærs eget projekt i soveværelset, tog bandet form, og siden er meget sket. Debutalbummet “Falter” blev udsolgt på under 2 måneder. Bandet blev signet på engelske Tough Love, hvor to ep’ er og en single fulgte, samt stor interesse i udlandet. Stereogum og især legendariske NME har rost Yung for de umiddelbare melodier, den vilde musikalske attitude og hæsblæsende rock. I Juni udgiver Yung deres nye album “A Youthful Dream” på amerikanske Fat Possum(Black Keys, Modest Mouse, Youth Lagoon m.fl.).

På Pop Revo spiller Yung dette album, og det bliver første gang nogen hører det spillet live i sin helhed.

 

Lust For Youth (SE/DK)

Ligesom Pop Revo er Lust For Youth et eksempel på at svensk og dansk mødes, og ud af det kommer der spændende musikalske krydsninger. Oprindelig et solo projekt for svenske Hannes Norrevide, der på to album skabte spartansk mørk synthbaseret pop, der fik folk til at snakke om lo-fi og industrial. Samtidigt samarbejdede Norrevig med Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage i projektet Vår. Med tredje album “International” tog bandet form med danske Loke Rahbek(Croatian Amor) og Malte Fischer(Oh No Ono), og musikken muterede til et meget lysere sted, der lidt ligesom kunstnerne omkring det svenske label Sincerely Yours(Tough Alliance, Embassy, Air France m.fl). kredsede om æstetikken fra Factory Records og deres flagskib New Order, samt house, balearic og club music fra 90’erne.

På bandets kommende udgivelse “Compassion” videreudvikles udtrykket til hidtil uanede højder.

Starcrash - performing "Tarantula Wallpaper, Dracula Screensaver"

Lejlighedsbrødrene Hald og Hedeman tropper muligvis op i en eller anden form for hovedbeklædning til årets Pop Revo. Det hedder sig nemlig, at det er ved at være sidste chance. Under en bro spillede de to bromantikere for halvdøve øren. Og da anmelderne buhede ”nordjysk soul” og ”country glam”, tog de guitarerne på nakken, sprang i fjorden og dykkede ned for at sige hej til det onde. Lad os se og høre, hvad de har med tilbage til at nære den stille pop-revolte, de har kørt på i et kvart århundrede.

Modest

Noget bobler i den aarhusianske undergrund for tiden, og de unge herrer i Modest er et glimrende eksempel på dette. Med et enkelt kassettebånd på selskabet Brystet spiller Modest sange om de mange svingninger mellem opture og fortvivlelse som ungdommen byder på. Med ekkoer af The Smiths og Joy Division er det flossede kærlighedssange, som ikke kunnet været lavet på noget andet tidspunkt end lige præcis nu.

Tears

Tears er et soloprojekt for Jeppe Grønbæk, som tidligere spillede med Mikkel Silkjær(Yung) i Happy Hookers For Jesus. Silkjær er også med i Tears bag trommerne. Sortrandet og gloomy trækker Tears på 80’ernes dommedags æstetik med spinkle og slingrende guitarer som hos bl.a.. Felt og R.E.M, og en skrabet punket DIY indstilling, som gør Tears til et af byens mest interessante bands netop nu.

First Hate

Duoen er blandt de mest omtalte lige nu på den danske alternative musikscene. I år har de udgivet deres anden, og spændt imødesete EP på det toneangivende selskab Escho(Iceage, Lower m.fl).

Siden 2013 har de nået at turnere med Trentemøller og Iceage, samt modtaget Politikens iByens pris for årets “upcoming artist”.

Det er ikke svært at forstå den begejstring, som First Hate vækker med deres analog synthesizer lyd, der både giver associationer til industrial body music såvel som tidlig house og italo disco.

First Hate er lyden af stå alene på dansegulvet i den mest positive betydning mulig.

Værket

Det er sparsommeligt, hvad der findes af information om dette besynderlige band. Vi ved at et debut er undervejs, men indtil videre har Værket markeret sig ved nogle dybt øjenåbnende koncerter. Det seks mand store orkester spiller en kompleks form for rock, der har rødder i progressiv musik. Med brugen af fløjte som instrument i lydbilledet kunne Focus og Jethro Tull være referencer, eller tyngden hos Hawkwind og King Crimson, men musikken antager hurtigt mere gakkede former, som føles beslægtet med Frank Zappa og Captain Beefheart.

Nå, men hvor mange danske bands kan du egentlig sige det om? Glæd dig til dette spøjst originale band!

Paper

Siden 90'erne har jeg dyrket det svenske kultband The Bear Quartet, som Papers Calle Olsson også kendes fra, så til den første festival i 2004 skrev jeg til Calle, som på det tidspunkt netop havde påbegyndt sit soloprojekt Paddington DC. I selv de vildeste fantasier, havde jeg dog turdet håbe på, at det ville føre til tre yderligere koncerter med Paddington DC, en uhyre sjælden koncert med The Bear Quartet, og nu to med Paper. Størst af alt er dog det venskab, der er knyttet med Calle. Musikken spiller. Venskaber blomstrer.

Paper udgav sidste år deres tredje album "We Design the Future", som havnede på mange fremtrædende svenske publikationers årsliste over bedste album fra 2015. Retterlig så, da det er voldsom, kraftfuld, gribende musik, som antager orkanstyrke live.